Stenbroer

Valmuedronningen var mor. Ikke engang vinterfrakken, huen, halstørklædet kunne skjule det. Alle mærkerne. Når hun sank sammen på stolen i venteværelset, frakken gled op og sommerkjolen kunne ses, selvom det var frost og de små sportsokker var gennemblødte af sne i sandalerne. Vi havde aftalt, hvad man sagde. Mor og jeg øvede os altid på sådan noget. Holde igen, ikke svare, bide tænderne sammen. Bagefter var mor rank som en pave, gik gennem Holmbladsgade med en ryg, ingen kunne knække. Jeg sad på bænken og blev til et stort stykke kød, der langsomt fandt varmen igen, mens mor fik sine ting på apoteket og fandt toilettet i Centret. Det var midt i februar, verden var hvid.

Alt er mit

Min mor siger, at min far lige skulle have snakket med hende om det først, hvis der er blevet brugt penge fra husholdningskassen på det bord, for så ville min mor har skrevet det på listen til fællesmødet.
Min far siger, at vi ikke har fællesmøde her. Og at min mor ikke er på arbejde. Hun er hjemme. Hos sin familie.
Min mor siger, at hun sagde noget forkert, fordi hendes hoved er et andet sted.
Så siger jeg, at der er noget, jeg godt vil sige.
Og så siger min lillesøster, at jeg bare skal sige det.
Og så siger jeg, at jeg er bøsse.
Og så siger min mor, at det ved hun da godt.
Og det samme siger min far.
Og min lillebror pudser næse i min lillesøsters bluse.
Og min lillesøster spørger, hvad det betyder.
Og så siger min mor, at det betyder, at jeg er mig.
Og så siger jeg, at jeg er mig på en ny måde.
Og så spørger min lillesøster, hvornår den gamle Tomas kommer igen.
Og så siger jeg, at nu er jeg sådan her. Og sådan vil jeg blive ved med at være.
Og så siger min lillesøster meget højt for at kunne trænge igennem, at hun bedre kunne lide, da jeg havde lyserødt hår.
Og så siger jeg, at jeg helt sikkert får lyserødt hår igen.
Og så klapper hun og råber, at det vil hun og Hilda Heick glæde sig så meget til.
Og så siger min mor, at det vist kræver lidt pomfritter i aften.
Og det siger min far er oplagt, så vi kan indvie bordet. Det nye bord.
Og så siger min lillebror meget højt, at der er noget, han også godt vil sige.
Og så bliver alle helt, helt stille.
Og så siger han, at han ikke gider gå til teater mere. Han vil gå til fodbold.
Bang, så faldt den bombe.

Jeg er ikke dig

De er flyttet ind og vil ikke ud igen. Og man kan høre dem i muren. Små stemmer, der brummer som boremaskiner.
- Nej, siger du, det går ikke.
Mens jeg siger ingenting.

Sidste år var det flagermus, der boede en hel sæson i det sorte hul lige over for soveværelsesvinduet.
- Se, sagde jeg, her er så mange svaler.
Mens du rystede på hovedet.

Først prøver vi selv.
Eller du gør, for jeg gør ingenting.
Og sidder i dobbeltsengen og håber, du ikke bliver stukket.

Du har hvepseallergi.
Engang i Zürich var du lige ved at dø.
Hvor du blev stukket i nakken og kunne ikke få vejret. Mens ambulancen kom. Som vist er grønne der? Og sengetøjet på hospitalet duftede af blomster. Mens der i vindueskarmen lå fluer så store som tokroner.

Nu sprøjter du det der grå noget op i hullet.
Så venter vi på virkningen.
- Så humant er det heller ikke, siger jeg.
Mens du ikke svarer.
Men det er det altså ikke.
Og du skriver fra arbejdet og spørger om de er væk?
Ja, skriver jeg.